Her kommer fortsættelsen på Kristine Mortensens indlæg om hendes og Kims libanesiske forår. I kan læse første del af fortællingen om at bo og arbejde i Libanon her. Vi håber, fortsættelsen også inspirerer jer til nye og anderledes rejseeventyr.
Gæsteindlæg af Kristine Mortensen, del II
Vi arbejder i Beit Atfal Assumoud-centeret, et af lejrens mange NGO-drevne socialcentre. Her underviser vi i musik og engelsk, spiller skak og fodbold, tager på udflugter, leger spark til dåsen og bankebøf, synger boogiewoogie og børnesange på arabisk, og håber på at det alt sammen er med til at gøre hverdagen bare lidt sjovere og lidt mere overskuelig for de børn der kommer i centeret. Vi er ikke udsendt af andre end os selv, men vi samarbejder med forskellige norske organisationer som arbejder med kulturrelaterede projekter blandt Libanons palæstinensiske flygtninge. Beit Atfal Assumoud blev oprettet i 1976 som et børnehjem for børn hvis forældre omkom i kampene omkring Tell al-Za’ater, en palæstinensisk flygtningelejr i Beirut, som under borgerkrigen blev fuldstændig ødelagt. I dag har ”Sumoud” et center i alle Libanons 12 officielle flygtningelejre. Centrene organiserer sponsorater til lejrenes fattige familier, driver forskellige sundhedsprogrammer, børnehaver, lektiehjælp, fritidsaktiviteter og praktisk uddannelse til de børn og unge der dropper ud af lejrens FN-drevne skoler, hvilket noget i retningen af 30% gør – enten klarer de ikke de halvårlige eksaminer, eller også bliver de taget ud af skolen og sat til noget mere nyttigt, i pigernes tilfælde madlavning, rengøring og pasning af yngre søskende indtil de en dag selv bliver gift og får deres egen familie at tage sig af.
En gang imellem takker vi ja til en af de mange spontane invitationer. Så træder vi ind over dørtærsklen og bliver placeret på en madras på gulvet eller, alt efter hvor formuende familien er, i husets fine møbler. Lige meget hvad er der to ting vi kan være mere eller mindre sikre på at gå derfra med: fulde maver og en historie eller to fra det forjættede hjemland, som siden ”el Nakba”, katastrofen, i 1948 har været i fremmede hænder. Så og så meget jord havde vores familie dengang, se hvad vi har nu, vi ejer ikke engang de få kvadratmeter vores hus er bygget på. Historierne er andenhåndsfortællinger, kun meget få af lejrenes indbyggere har rent faktisk sat deres fødder i det land, hvis navn ikke desto mindre er på alles læber og nævnes i hver en bøn: Falastine. Håbet om at vende tilbage er altid nærværende og længslen gennemtrængende, børnene fyldes med fortællinger og opdrages i kunsten at elske deres hjemland utvetydigt og uden forbehold, og på deres vej gennem NGO-børnehaver og FN-skoler skal de også nok lære at vise taknemmelige over for gavmilde, internationale donorer – dem hvis velvilje deres fremtid afhænger af: ”This playground was donated by …”, ”This floor was furnished with help from …”, ”We sincerely thank the Swiss embassy … osv.
Trods alt dette har vi blandt palæstinenserne mødt en helt fantastisk gæstfrihed og menneskelig varme, overrumplende og til tider svær for et par sky nordboere som os at fatte endsige tage imod. Og modsat de mennesker vi deler hverdag med, kan vi tillade os at føle os heldige og taknemmelige over vores tid i lejren – over at få mulighed for at give en lille smule tid og energi og få helt enormt meget mere igen.
/Kim og Kristine
Du kan læse mere om vores oplevelser og vores arbejde på vores blog: www.libanesiskforaar.dk.
Hvis dette har skærpet jeres nysgerrighed omkring arbejde i Libanon og Mellemøsten generelt, så læg vejen forbi Michael og Carolines indlæg om frivilligt arbejde i Beirut, Mathildes fortælling om antropologisk feltarbejde i Libanon og Michaels første møde med Mellemøsten.
