Category Archives: Syrien

Damaskus – Beirut

De seneste 11 dage har jeg tilbragt i Mellemøsten; nærmere bestemt Syrien og Libanon. Formålet var at identificere potentielle partnerorganisationer, så Dansk ICYE kan starte gensidig udveksling med Mellemøsten. To hovedstæder, Damaskus og Beirut, som ligger under 100 km i luftlinje fra hinanden. Afstande måles dog ikke kun i længdemål. Noget som denne tur har bekræftet for mig.

Damaskus i Syrien har en imponerende historie med mange forskellige herskere. Nogle af de mere signifikante navne i historien er Kong David af Israel, Perserne, Alexander den Store, Romerriget, Det Mongolske Kejserdømme, forskellige tyrkiske folkeslag og Egypterne.

Denne utrolige historie er byens helt store styrke. Old City er et charmerende kvarter med små butikker, snævre gader og masser af liv. Bydelen indeholder også den imponerende moske, Omayyad, og man kan ikke undgå at tænke sig en del hundrede år tilbage i tiden. Det danske institut skulle faktisk være i en af de smukkeste bygninger i Old City, men jeg har desværre ikke haft mulighed for at se den indvendigt. Når alt dette er sagt, så er bydelen på ingen måde en hemmelighed, og folk, deriblandt mange turister, flokkes hertil. Dog kan man godt gå uden at blive antastet af diverse sælgere.

Resten af Damaskus er mig lidt af en gåde. De fleste bygninger er faldefærdige, det er ret svært at finde de ting, man leder efter, og folk vil hellere guide dig i en forkert retning end at erkende, at de ikke aner, hvad du snakker om. Dette har skabt nogle ret frustrerende ture efter simple ting som for eksempel taletid og internet.

Den sidste aften blev jeg guidet rundt af en lokal syrer. Han viste mig nogle andre gader og restauranter. Dette var helt klart en øjenåbner, og jeg fik en følelse af, at Damaskus måske har mere at byde på end først antaget. Mens vi gik rundt, passerede vi pludselig noget tumult. Efter at have spurgt de mange interesserede tilskuere, viste det sig, at et gammelt hus var kollapset pga. regn. Ifølge min ven må man ikke renovere sine huse i Damaskus, da der efter sigende skulle gemme sig guld og andre skatte under husene. Værdigenstandene stammer fra gamle ”lag” af Damaskus, og man er bange for, at de vil blive stjålet, hvis folk får lov til at renovere deres huse. Denne oplevelse viste endnu en side af byen og bidrog til en større nysgerrighed efter, hvad der ’ligger begravet’

Efter Damaskus i Syrien gik turen henover bjergene til Libanons Beirut. Fra bjergene udspiller sig et helt fantastisk scenarie med Beirut som centrum. De sneklædte bjerge skaber sammen med det mørkeblå middelhav, nogle unikke naturomgivelser.

Som Damaskus har Beirut også en meget interessant historie, hvor den nyere historie umiddelbart fremstår dyster. Beirut var udsat for en altødelæggende borgerkrig, som sluttede i 1990. Byen blev begyndt genopbygget, men i 2005 blev Libanon rystet af attentatet på den tidligere premierminister Rafik Hariri. I 2006 blev byen bombet af Israel, og i 2008 var der mindre optøjer i gaderne. For tiden er der fred, men den forestående retssag af mordet på Rafik Hariri hænger som truende sky over den politiske situation. I 2009 udnævnte The New York Times dog Beirut som ”Top place to visit” – og her giver jeg dem ret.

Første indtryk af byen, når man kommer kørende ind, er dog noget mere dystert. Bygninger, som er fyldt af skudhuller, og tanks, våben og soldater springer i øjnene og er samtidig mikset med vestlige brands og imponerende højhuse. Man ser næsten McDonalds, Subway og Dunkin’ Donuts springe frem fra skudhullerne, imens man passerer dem.

Beirut har en fornem strandpromenade med palmer, luksuriøse hoteller og ja, en strand. Der kører jævnligt eksklusive biler, og Downtown er for nyligt blev bygget, så det genskaber Paris’ gader, mens en kæmpe moske er inspireret af den store moske i Istanbul. Beirut har hurtigt lade sig inspirere fra andre steder i verden.

Den ene aften var jeg i teatret og se lokalt improteater. Det var et lokalt projekt, som dog i de sidste 10 dage havde haft besøg af en amerikaner. Stykket var af svingende kvalitet, men med flere stærkt opløftende indslag. Noget af det mere interessante var, hvilke emner som blev taget op. Der blev joket omkring bøsser, sex og gud. På en virkelig fede måde, som gav en indikation af en liberal tankegang uden mange tabuer. Det kan selvfølgelig diskuteres om teaterstykket udfordrede en allerede eksisterende konservativ og tabu-fyldt tankegang eller om den afspejlede den aktuelle situation. At det libanesiske folk er mere liberale end deres syriske naboer, føler jeg mig dog meget sikker på.

Det libanesiske folk virker glade, åbne og venlige. De virker til at have rykket sig videre fra krigen, men man kan jo stille sig selv spørgsmålet, om det, at lade sig inspirere så meget fra andre, er at komme videre? Om den libanesiske kultur er nedadgående? Og om ikke Beirut mister sin charme, hvis det bliver ved?

Dette er min beretning fra Mellemøsten. Et Mellemøsten som måske står foran en omfattende revolution. En ældre mand fortalte mig, at det var Mellemøsten, som gjorde op med de amerikansk støttede diktatorer. Min beretning er, hvad jeg har oplevet i 11 dage, og mit syn på de to lande kan være meget påvirket af måden, jeg blev introduceret til dem på. I Syrien har jeg boet på hotel og haft begrænset indblik i livet. I Libanon har jeg boet privat, hvor jeg blev introduceret til hans venner, teater og et pulserende byliv. Derfor vil jeg meget gerne høre kommentarer, hvis der er nogle, der har et mere indgående kendskab til de to lande, eller hvis folk bare er uenige/enige i mine betragtninger.

To hovedstæder med en kæmpe distance, som ikke kan måles med en GPS. En distance og en diversitet i Mellemøsten, som jeg ikke var bevidst om. Turen har helt sikkert mindet mig om en lektie, som jeg lærte første gang, da jeg var i Kenya. Verden er meget mere kompleks og nuanceret, end medierne viser os.

-Michael

Posted in Lande, Libanon, Syrien, Vores rejser | Tagged , , , , , , , , , , | 4 Comments