INDONESIEN

Jeg tænker tit på, hvordan det går til, at man ender forskellige steder i verden. Jeg har i hvert fald ingen ide om, hvordan jeg tog mig selv i at vandre rundt i Ujung Kulon National park og lede efter truede næstehorn!

Det skal lige bemærkes, at jeg er ingen erfaren trekker, vildmarks-entusiast eller noget i den stil. Derfor var jeg heller ikke rejst ud med det formål at lede efter sky og sjældne næstehorn, nej – det var sådan set meget tilfældig, at jeg var havnet i den sydvestlige del af øen Java, Indonesien.
Men her gik vi altså. Min veninde og jeg var ledsaget af tre Javanesere. Planen var, at vi skal på en halv-dags trekking tur, og mere vidste vi sådan set ikke. For det gode og det spændende ved denne tur til National Parken var, at vi var en slags prøve kaniner, og derfor skete tingene lidt efterhånden som nogen kom i tanke om det. Men det vidste vi jo bare ikke da vi sagde ja til denne tur. Det første, der skete på vores trekking tur var, at vi mødte fire lokale stammefolk, som kom bærende med en båre, og det var først idet øjeblik da de passerede forbi – sammen med en masse fluer, at det gik op for Mette og jeg, at det rent faktisk var et dødt menneske de bar på. Puha, men det er måske bare noget man skal igennem, når man som turist har bevæget sig ud for lure efter næsehorn.

Videre i teksten var vi, for der var jo ingen grund til at undre sig for meget over, hvad den mand måske var død af? Og vi vandrede videre igennem en fantastisk frodig jungle, problemet var bare, at vores ledsagere talte så højt, at de skræmte dyrene væk! Man havde måske forventet, at de var lidt mere jungle-wise end som så… Men det gjorde skam ikke omgivelserne mindre smukke og betagende.
Efter et par times vandren, nåede vi ud til kysten, og skuede ud over det Indiske Ocean! Vildt! På turen langs stranden fandt vi interessante ting. Store konkylier, smukke planter, nye sko til den ene af vores guider, og sidst men ikke mindst finder vi leopard fodspor! Som det ses på billedet, så inspiceres de meget nøje, og det konkluderes at sporene er ret friske, manchettaen trækkes, for man ved jo aldrig! Ak og ve… gad vide om leoparden er sulten og i det hele taget spiser danske turister!

Sidste del af turen foregik i kano, for sådan inspicerer man bedst krokodiller! Udfordringen her var at være i kanoen, men der jo altid plads til en til. Vi padlede rundt og omgivelserne var meget meget betagende, og vi var meget opslugte af denne unikke oplevelse. Vi fandt desværre ingen krokodiller, men det er sikkert også meget heldigt for umiddelbart efter vi er kommet lidt videre ud mod havet synker kanoen!

Efter vi har sundet os lidt kommer den store båd for at sejle os tilbage til øen, hvor vi skal overnatte. Båden var en smule forsinket, fordi den lige skulle sejle den døde mand til fastlandet.
Tilbage ved National Parkens ’hovedkontor’ var det blevet tid til at gøre klar til nattens herligheder, og det er jo altid rart at være i god tid til den slags forberedelser. Det eneste vi lige skulle tage os i akt for var de mange aber, som gerne ville stjæle vores ting.
Dagen bød ikke på flere halvfarlige javanesiske turist tricks – og tak for det.

Turen var uforglemmelig og noget af det mest spændende på alle måder jeg har oplevet som backpacker.

Praktisk:
Vi fløj fra Singapore til Jakarta, og derfra med forskellige busser og privat taxa til Carita Beach, hvor vi ’bookede turen’. I den guide-bog vi havde købt virkede det som om, at vi var på vej mod at strandparadis med masser af ressorts og dejlige strande. Dog var realiteten den, at der måske var liv og aktivitet for 25 år siden, men alt var forladt og fuldstændig ubeboeligt. Vi betalte konsekvent overpris for alt ting, og vi mødte ikke andre turister i ca. 7 dage. Vores guide Jasmin Carita har en facebook profil under samme navn, hvor man kan komme i kontakt med hans ’ tur-bureau’. Jeg er overbevist om, at han har fået mere styr på det siden sidst.
Skulle du have nogle spørgsmål vedrørende rejse kan du altid sende en mail til stine dot sorensen at hotmail dot com