Tag Archives: cykeltur

Udlængsel

Ja, det har vi i hvert fald. Men det er faktisk ikke det, der er skyld i denne overskrift. Vi har været så heldige at modtage en helt fantastisk rejsebog fra Gyldendal. Den har titlen ‘Udlængsel 27 nye fortællinger fra eventyrernes klub’, og det er bare om at læne sig tilbage og nyde den i fulde drag.

Bogen er skrevet af forskellige personer fra Eventyrernes Klub, der alle levende beskriver deres oplevelser overalt i verden fra år 2000 og til i dag. Jens Bjerre, der er et af medlemmerne i klubben har forklaret grundreglerne for den sande opdagelsesrejsende i fire punkter: 1. Rejs langt væk, 2. Rejs langsomt, 3. Gå på dine ben, 4. Sæt dig ned og snak med folk. Disse aspekter er vi meget enige i, og det er også dem, der kendetegner de 27 fortællinger.

Alle eventyrernes beskrivelser er super spændende og inspirerende, og vi har udvalgt fire forskellige historier:

Med barn i bjørneland

Jonas Groth drog af sted sammen med sin kone og deres 1½ år gamle barn til et område af Alaska, hvor få rejser. Beskrivelsen af rejsen er præget af det store spørgsmål: Kan man tage sit lille barn med på en tur i Alaskas vildmark? Og Jonas Groth viser, at det kan man. Han beskriver levende, hvordan de har medbragt pumpgun og peberspray i tilfælde af, at de pludselig skulle stå ansigt til ansigt med en bjørn; hvordan myggene overfalder dem og deres lille datter; hvordan de padler mellem væltede træstammer; hvordan de nyder at være så tæt sammen alle tre.

Den lange omvej hjem

Tore Grønne var 21 år og landet i Pakistan på en enkeltbillet med sin cykel. Her tramper han af sted på sin cykel ud af Islamabad med  kurs mod Karakoram-bjergene og Kina. Han har ingen idé om, at han vil ende med at cykle hele vejen hjem til Danmark og heller ingen idé om, hvad der vil møde ham på hans eventyr i form af et møde med det kinesiske sikkerhedspoliti, sult og reducering af kropsvægt.

Hvordan jeg fandt den nøgne kærlighed i et kærlighedsløst Namibia

Jacob Holdt fortæller om sine oplevelser med  kvinderne i Namibia. I 25 år har han rejst rundt og forsøgt at bearbejde folks racisme ved hjælp af ‘Amerikanske Billeder’ (hans egen bog om rejserne). Han fortæller om sit møde med tvillingerne Kandy og Selma, der fortæller, at de reddede livet på grund af hans billeder. Jacob Holdt møder også to lesbiske kvinder, der lever af at sælge kokain, og han mærker endnu en gang, hvor stort menneskeligt overskud såkaldte ‘underskudsmennesker’ har.

Hey, hey, New York – here we come

Henrik Højmark Thomsen beskriver en rejse, der – sammenlignet med tidligere eventyr – fremstod uskyldig, men som fik en ubehagelig drejning. Sammen med seks kammerater fra Eventyrernes Klub er han taget til New York. De var på sightseeingtur ud til Ellis Island, og Henrik Højmark Thomsen stod på det lille soldæk på bådens første sal. På vej ned bumper båden pludselig, og han falder de sidste trin ned ad trappen. Han lander uheldigt på sine ben og kan fra da af ikke bruge begge ben. Henrik beskriver operationen, genoptræningens seje kamp og tænker tilbage på tidligere, vilde eventyr, hvor han altid har klaret den.

Alle rejsebeskrivelserne er super spændende, og nogle bliver virkelig siddende i kroppen efter læsningen. Ulempen ved bogens format er, at beskrivelserne af eventyrene skal være meget korte, og det gør, at man som læser kun får et glimt af rejsen. Vi sad ofte med en følelse af, at der manglede noget, og at det kunne være fedt at få endnu flere praktiske detaljer om, hvordan rejsen blev udvalgt og planlagt, og hvordan det økonomisk kunne lade sig gøre. Men bogen giver inspiration og udvider horisonter og er helt sikkert en anbefaling værd.

/Michael og Caroline

Posted in Litteratur, Nyheder, Rejseblog | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Jeg er så glad for min cykel…

Povl Kjøllers ord fik pludselig en ny betydning for os. Turen til Ignaberga, Sverige, blev med cyklens hjælp gjort meget mere overskuelig og tilgængelig. Denne gang lykkedes det!

Vi tilbagelagde de planlagte 130 km (som blev til ca. 150 km) på 12 timer. Kl. 7.30 satte vi os i sadlerne iført langt undertøj, regntøj og masser af gå-på-mod. Første stop havde vi efter ca. 20 meter, hvor vi fandt ud af, at cykeltasker skal placeres langt tilbage på bagagebæreren – og så var vi rigtig klar til afgang. Den danske del af turen gik nemt og smertefrit med en fin cykelsti stort set hele vejen til Helsingør. Endnu en gang havde vi problemer med at finde den rette indgang til færgen. Vi brugte vores erfaringer fra sidst og forsøgte denne gang ikke at bruge bilernes baner – det skulle vi så have gjort… Vi fik bane 7 og kørte som de første ind på færgen. Sjovt.

Helsingborg på cykel var en udfordring. Vi var som Bubber i swingerklub – meget malplacerede. Vi kendte ikke vejen, Michael blev næsten torpederet af en modkørende cyklist, vi blev dirigeret væk fra den planlagte rute, og cykelstier var pludselig ikke længere cykelstier. Efter lidt for lang tid i Helsingborg kom vi dog på rette vej, godt hjulpet af søde tankpassere.

De første 50 km i Sverige gik relativt smertefrit, men ved Klippan kørte vi – fejlagtigt – mod Ljungby; en omvej der kostede os 14 km ekstra i benene. Tilbage på rette vej fik vi nu fart på cyklerne og med krydsede fingre, for at vi ikke skulle overraskes af fx punkteringer, gik det af sted mod Hässleholm. Der var gode cykelstier hele vejen, men her mærkede vi endnu en gang vejrets indflydelse, idet sneen afskar os fra at bruge store dele cykelstierne. Derfor måtte vi cykle i udkanten af vejen – en kende tæt på anden trafik (læs: store lastbiler). Velvidende at dette ikke var muligt i mørke, blev tempoet sat meget i vejret, og med en kort omvej lige før målet nåede vi sikkert til Ignaberga. Glade, trætte og med lidt ondt bagi :)

Proviant:

  • Kogt ris med tun og broccoli (frokost)
  • Maxim proteinbar med chokolade (2 stk. á 82 g)
  • Isis Free Lækkerbar (2 stk. á 35 g)
  • Bananer (6 stk.)
  • Æbler (2 stk.)
  • Marabou
  • Kanelgifler (Pågens de bedste :) )
  • Vand

Vi indtog diverse ‘snacks’, når vi holdt små pauser, og selve frokosten blev spist dels på færgen, og da vi holdt en lidt længere pause ca. tre timer senere. Alt blev ikke spist, men det var rart at have, og de små snacks kan klart anbefales.

Det var dejligt, at vores cykeltur lykkedes, trods hverdagscykler og manglende erfaring, og det kan helt sikkert anbefales.

Tomorrow gets us higher.

Caroline og Michael

 

Posted in Lande, Sverige, Vores rejser | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

Cykeltur til Sverige

Når de 130 km til Sverige, Häsleholm, Ignaberga ikke kunne gennemføres til fods, tager vi nu andre remedier i brug. Cyklen.

På fredag d. 18. marts følger vi i cykelsporene på ironmans 100 km træningscykeltur til Sverige (http://bit.ly/ironman100km). Turen går endnu en gang fra Søborg tidligt om morgenen, og planen er at være fremme i Ignaberga en gang først på aftenen.

Ingen af os har erfaring med længere cykelture. Vi pendler rundt i København hver dag, men oftest højest 10 km i træk, og det bliver en udfordring at sidde i sadlen en hel dag. Måske især fordi vi cykler på vores almindelige bycykler, der ikke er helt nye længere.

Vores manglende erfaring bliver nok endnu en gang vores største udfordring. Hvordan føles det at sidde på cyklen i så mange timer? Hvad gør vi med punkteringer? Hvordan skal vi proviantere? Er det en dum prioritering ikke at investere i udstyr, og er der noget, man bare ikke kan undvære?

Spørgsmålene hober sig op, og vi er begge meget spændte på at få svar. Disse kommer selvfølgelig på bloggen, så følg med når vores nye transport-eventyr kører af sted!

Caroline: Kildemoes cykel (logicsport, dame)

Michael: Von Backhaus  cykel (1768, herre)

Tomorrow gets us higher.

Michael + Caroline

 

Posted in Lande, Sverige, Vores rejser | Tagged , , , , , , , , | 3 Comments