Tag Archives: libanon

Gæsteindlæg af Kristine Mortensen

En kvinde slår ud med hånden mod den åbne dør til sit hus. Hun er mere tildækket end de fleste kvinder her i området, faktisk kan vi kun se hendes øjne. ”Fadalu” siger hun. Værsgo, kom indenfor. Spontane invitationer er blevet hverdagskost efter vi er flyttet til det sydlige Libanon for at arbejde med palæstinensiske flygtninge. I dag takker vi høfligt nej og går videre ind i flygtningelejren Al-Bas, hvor vi bor. Det er den mest åbne af Sours tre lejre, og måske også derfor den mest velfungerende – den har lidt flere træer og grønne pletter end de andre lejre, lidt bredere veje, lidt flottere biler, lidt gladere mennesker. Og så kan man gå og køre ud og ind af lejren uden at skulle identificere sig selv eller, hvis man er uheldig, få gennemrodet sin bil af bevæbnede vagter fra det libanesiske militær.

Vi er Kim og Kristine, og vi har været her i Libanon siden februar og skal være her indtil juli. Vi bor og arbejder i Sour, en by næsten omkranset af vand, kendt for sine fiskerestauranter og romerske ruiner. Libanon er et af de lande der ikke anerkender staten Israel, men insisterer på palæstinensernes ret til at vende tilbage til deres hjemland. Dette er i sig selv jo sådan set fint og i tråd med palæstinensernes eget ønske, men i praksis giver det regeringen en undskyldning for ikke at give palæstinenserne statsborgerskab og mulighed for at integrere sig og leve et ordentligt og værdigt liv her i Libanon, få en god uddannelse og et helt almindeligt job, eje et stykke jord og et hus. Palæstinenserne er Libanons underklasse, de er skopudserne, taxachaufførerne, tyggegummisælgerne, de er dem alle i princippet støtter, men som ingen rigtig respekterer eller stoler på. Og de udgør 10% af landets befolkning.

Vi arbejder hovedsageligt i byens største flygtningelejr, Rashedieh. Den huser ca. 27.000 indbyggere og ligger syd for byen, kun ca. 20 km fra grænsen til Israel, hvis militærposter man kan se på en klar dag. Rashedieh er ikke helt som Al-Bas. Vil du som udlænding besøge Rashedieh skal du en tur inden om det libanesiske militær, helst med en officiel invitation fra en organisation i lejren. Finder du nåde for deres kritiske blik, får du et lille nummer på en lap papir, dette nummer er din indgangsbillet til lejren. Når vi ankommer til checkpointet om morgenen, aner vi ikke om vi bliver viftet igennem med et smil, eller om vi bliver vinket til side og må trille tommelfingre i en halv time mens de libanesiske soldater forvirret gennemroder deres små, lyseblå Mickey Mouse-hæfter på jagt efter det lille nummer. Vores taxachauffører, som altid selv er palæstinensere – de eneste der gider (og tør) tage passagerer med til Rashedieh – er ligeglade. De er vant til at vente og tager sig let til hovedet når vi endelig bliver gennet igennem: ”Stupid soldier, stupid checkpoint, we are all humans, right?”. Næste checkpoint er palæstinensisk og markerer at her ophører det libanesiske militærs autoritet, passerer du dette checkpoint er du på palæstinensisk territorium. Sådan har det været siden 1969 da den libanesiske regering overgav kontrollen internt i lejrene til PLO, som på det tidspunkt havde hovedsæde i Libanon. I forbindelse med Israels invasion i 1982 blev PLO smidt ud af landet, deres status som autoritet svækkedes betydeligt, og siden har mange andre bevægelser, politiske såvel som religiøse, meldt sig på banen i kampen om palæstinensernes gunst. Autoriteten i lejrene er således til konstant forhandling, og det skaber for det første mange interne stridigheder, for det andet et form for magttomrum, hvor det er tæt på umuligt at gøre mennesker ansvarlige for deres handlinger. Det er anarki parret med social nød og menneskeligt forfald, og det er ikke for sarte sjæle. At vi er på palæstinensisk territorium er dog ikke til forhandling, og skulle man være i tvivl kan man kaste et blik op i luften, hvor palæstinensiske flag blafrer i vinden, eller på de malede mure, hvor yndlingsmotiverne er klippekuplen i Jerusalem, Yassir Arafat og tegninger af kampklare unge mænd med sten i hånden og rødder fra fødderne og langt ned i jorden. ”Palestine. We will return” lyder graffitiens klare budskab.

/Kim og Kristine

Fortsættelse følger, og i mellemtiden kan I tjekke Kristine og Kims egen rejseblog, hvor de beskriver deres eventyr. I sommer besøgte vi selv Libanon i tre uger – læs om vores fantastiske rejseoplevelser her.